historie

Line Marie har til huse i Slangerups gamle stationsbygning. Slangerupbanen blev nedlagt i 1954, og siden har bygningen huset mange forskellige erhverv.

I 1996 flyttede det sidste firma ud af bygningen på grund af sammenstyrtningsfare. De pæle, som bygningen stod på var rådnet væk og bygningen satte sig over 1 meter på 3 år.  I 2000 udbrændte tageetagen på grund af en påsat brand.

I 2003 indgik Fonden Mariehjemmene og daværende Slangerups byråd en aftale om genopbygningen af stationsbygningen samt opførelse af en tilbygning for at skabe mere plads.

I august 2004 stod stationsbygningen klar til indflytning. Genopført i samme smukke byggestil, og nu indrettet med 10 individuelle boliger samt fællesarealer.

Hvorfor hedder vi Line Marie?
Marie er efter Fonden Mariehjemmenes grundlægger Rose Marie Rørdam Holm.

Line er efter Line Briem, f. Snitker. Født i 1802 og død i Slangerup 1880. Line var barn af adjunkt J.D. Snitker, der var lærer ved Slagelse Latinskole, hvortil H.C. Andersen ankom som 17-årig i 1822 for af fuldføre sin skolegang. H.C.Andersen blev stærkt betaget af den 3 år ældre Line, til hvem han skrev digtet “Roserne og Stjernerne” (se nedenfor!). Line var dog allerede forlovet med islændingen J.G. Briem, der senere blev præst, og som hun giftede sig med. Efter forskellige præstekald rundt i Danmark, flyttede de til Slangerup, da han blev pensioneret.  Sammen med 10 andre damer fra Slangerup oprettede Line i 1876 Slangerup Børneasyl i huset Klosterstræde 13.  Slangerup Børneasyl, der havde til formål at være hjem for forældreløse eller fattige børn, bestod dog kun frem til 1880, hvor der ikke kunne skaffes yderligere midler.  Line Briem og hendes mand ligger begge begravet på Slangerup Kirkegård.

Roserne og stjernerne (af H.C. Andersen, 1828-1829)

Jeg veed to Stjerner saa klare, saa blaae,
Deres Lige jeg aldrig paa Himmelen saae.
Jeg veed to Roser, saa smukke for sandt,
Deres Lige jeg aldrig i Haverne fandt.

Nys faldt fra hine Stjerner en Dug saa hed,
De klare Taarer trillede paa Roserne ned,
Da lued’ doppelt herligt de Rosers Skjær,
De Stjerner og de Roser de bleve mig saa kjær.

Ak! kan jeg dem ei eie; ak kan jeg dem ei faae,
Hvad er da alle Stjerner paa Himmelens Blaae,
Paa Jorden er ei Blomster, som hine Roser to,
De Stjerner og de Roser, de røvet har min Ro.

Sidebar
Sidebar
47 33 00 39 Find hjem

Kontakt